Pouls eget hjørne



Fokus på de bornholmske musikudtryk

ØstersøJazz Festival går nu ind i sin 24. sæson. Det er mange år når man betænker at Bornholm er et lille område, med knap så store ressourcer som hovedstadsområdet eller andre store byer.

Alligevel har vi gennem årene formået at give publikum gode musikalske oplevelser, og såvel de optrædende bands som de besøgende har udtrykt stor tilfredshed med arrangementerne. Bornholm er kendt for sine malere, sine keramiske produkter og, gennem det seneste årti, for sine lokalt producerede fødevarer. Nu er det på tide at også den mangfoldighed der er i den rytmiske musik på øen får langt større fokus. Derfor har vi i år valgt at sætte luppen på dette faktum. I den første weekend i august præsenteres godt 15 bands, alle hjemmehørende på eller med rødder på øen.

I flæng kan nævnes Swing ’n’Bossa, Saxofonkvartetten, Borsalino, Havz Jazz, Memories of You, Out of Mind – et spændende upcoming band, Jazzkvartetten og Vuvuzela. Alle vil de gøre deres yderste for at fornøje de fremmødte over de tre, forhåbentlig solbeskinnede, augustdage. Nå ja, fokus er altså på de bornholmske jazz- og bluesudtryk, men traditionen tro kommer der også spændende (jazz)navne fra det øvrige Danmark, Sverige og Tyskland.

Rigtig god festival med masser af musikalske oplevelser.

Poul Ortved Lund

Appeltown Washboard Worms Casper Mikkelsens Organdonor JB Niels Wilhelm Knudsen Dragkedjan

Smalltown Blues Band Havz Jazz Down 'n' Out Memories Of You

Vuvuzela Swing 'n' Bossa Frits Madsens Orkester Papa Alfredo

Taesk' Bornholms SaxofonKvartet BørneJazz Borsalino

JazzKvartetten Økuller Carsten Lund Trio Olav og Steen

SVNLS Sverre og Wilhelm Johnny Walter/Rasmus Hecter



Appeltown Washboard Worms - Tyske stilgenretransformationer

Hvad sker der når en garvet skiffle-musiker møder en ligesindet? De tager deres støvede guitarer frem og opfinder en ny musikstil. De kalder denne oplevelse skifflerock.

Skifflemusik tilsat egne tekster på plattysk har gået sin sejrsgang blandt tysk publikum i nu 35 år hvor sekstetten med det usædvanlige navn Appletown Washboard Worms blev dannet i den lille by Apple ved Hamburg. Washboard lader sig også forklare, nemlig det engelske ord for vaskebræt hvilket stemmer fint overens med folkjazzen. Det med ormene (”worms”) må vi sende til tælling.

Der ligger levende klip fra gruppens optrædener rundt om i Tyskland på nettet, og det fremgår heraf at sekstetten for nuværende har blandet alder på en lige måde. På guitar og vokal finder man nordmanden Finn Olaf Walther, østrigeren Helmut Stuarnig på violin, Klaus Lüers spiller kontrabas, klaver, akkordeon og synger. Matthias Meissner trakterer vaskebrædtet, slagtøj, klaver og cajun. De fire følges smukt til dørs af Carsten Mens på banjo, mandolin og vokal og assisteres af gruppens nestor Wolfgang Hilke på guitar og sang. Sidstnævnte er den eneste tilbageværende af den oprindelige gruppe.

Hvad er det så publikum til årets ØstersøJazz kan slå ørerne ud til? Jo, Ormene blander frimodigt amerikansk folk (Johnny Cash), Bill Haley, Bluegrass, Boogie-woogie skiffle, Rock ’n’ roll, cajunmusik fra Louisiana med deres helt egne tekster på plattysk. Det kan man da kalde genretransformationer, i hvert fald en noget anden opfattelse af (jazz)musikken.

Casper Mikkelsens Organdonor Jazz Band - En stærk trio

Trommeslageren Casper Mikkelsen studerede på Vestjysk Konservatorium hos Ed Thigpen og Morten Lund. Et semester deltog han endvidere i Drummers Collective. Han har samlet et sandt drømmehold bestående af nogle af landets allerfineste musikere og mennesker. Således kan publikum foruden kapelmesteren selv opleve Finn Odderskov (Saxofon) og Kjeld Lauritsen (Hammond B3) - tilsammen Organdonor Jazz Band, der spiller swing, jazz og blues fra øverste hylde.

Kjeld Lauritsen spiller på det store Hammondorgel med roterende lesliehøjttaler og fodpedaler. Han er kendt for at udnytte instrumentet i legesyge improvisationer. Kjeld Lauritsen havde i mange år bandet ”The Organizers” sammen med den amerikanske saxofonist Bob Rockwell. Siden da har han udgivet 5 CDer i eget navn foruden et par plader med Big Band.

Finn Odderskov er et kendt ansigt i det danske jazzmiljø gennem mere end en menneskealder. Mest kendt er han for sin smeltende sax-lyd, men han mestrer også klarinet og fløjte. Mange bands har i årernes løb haft glæde af hans evige kærlighed til jazz-musikken – i dag slår han især sine folder i det travle Bourbon Street Jazzband fra Silkeborg samt i mange kvartet- og kvintetsammenhænge.

Finn har gennem tiderne spillet med alle de ”store”: Thad Jones, Charlie Shavers, Clark Terry, Ben Webster, Bud Freeman, Benny Waters og mange andre.

Niels Wilhelm Knudsens Quartet - En stærk kvartet

Op gennem halvfemserne spillede Niels Wilhelm Knudsen elbas i diverse pop- rock og metalbands. I slutningen af årtiet forelskede han sig dybt i en kontrabas og siden da er det kun gået en vej – mod jazzmusikken, selv om andre genrer stadig har hans bevågenhed. Det er blevet til spil med såvel små som større grupper og det har ført til flere pladeindspilninger. I 2018 kom nummer fire, og den fik følgende anmeldelse af Thorbjørn Sjøgren (Politiken). ” …det lader sig ikke skjule at Knudsen er et stort talent…”. ”Tonen er stor og bæredygtig, herligt træagtig, og swingfornemmelsen er i den grad grundmuret…”

Saxofonisten og komponisten Thomas Hass Christensen har i flere år produceret filmmusik i Hollywood. I 2018 vendte han tilbage og i forbindelse med CPH Jazz Festival samme år fik han følgende roser med på vejen af Niels Overgaard fra ”Jazznyt”: ”En rigtig fed oplevelse hvor Thomas Hass atter understregede at han er en af vores helt store tenorsaxofonister.”

Kathrine Windfeld, komponist, pianist, orkesterleder og arrangør, blev uddannet som bachelor i jazz ved Musikhögskolan i Malmø og i musikvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har modtaget flere priser, blandt andet en Danish Music Award for ”Aircraft” – årets nye danske jazznavn.

Michael Dalgas har jazzen som sit hjerteblod. Han er diplomuddannet trommeslager fra Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg og har siden 2002 undervist i trommer, guitar og sammenspil.

Michael Dalgas har medvirket på adskillige pladeudgivelser og udgav i 2009 sit eget soloalbum.

Smalltown Blues Band - Blues er en livsstil

Når man knytter sig til genren blues, bliver det hen ad vejen en livsstil. Blues? Hårdt arbejde, lange dage på vejen, koncerter om aftenen på små, obskure steder – ofte med et ringe økonomisk udbytte.

Smalltown Blues Band er et af Danmarks ældste, etableret i 1981. Kenn Lending, Keld Lauritzen og Ken Gudmann er blot tre af de personer der har været inde over musikken. Bandet har siden begyndelsen været ensbetydende med en tæt spillende, harmonisk enhed med et sejt, (med)syngende groove.

Om vokalisten/guitaristen Torben Rønholt, bassisten Henning Pold og trommeslageren Hans Fagt der også danner backingvokal samt guitaristen Jacob Krogh, dannes en solid svingende lydkulisse hvor vokal og soli flyder frit og ubesværet i en besnærende puls.

Musikken befinder sig altid i bluesland, men kvartetten er aldrig bange for at gå på opdagelse i de tilhørende genrer, soul, country og rock ’n’ roll, ja endda jazz. Bandet vil på to koncerter, fredag den 2. og lørdag d. 3. august, præsentere sammensvejset bluesmusik med udtryk der er opnået gennem mange års erfaring blandt andet som backing for Kim Larsens Bellami og optræden på Roskildefestivalen, Copenhagen Blues and Jazz Festival, turné på Island og i Sverige samt i MOJO.

Down 'n' Out - Hårdt pumpet blues

Down ’n’ Out er et bluesband der gerne vil have sit publikum ud på dansegulvet, men som også spiller blues der giver dig noget med hjem.

Denne bornholmske blues-kvartet består af fire tidligere medlemmer af Neil Young Jam. De har hver især mange år på bagen i forskellige musikalske sammenhæng. Fælles for dem er en kærlighed til bluesmusikken – i både traditionel forstand og den mere rockede udgave.

Deres repertoire er fortolkninger af svedig dansevenlig blues og mere tilbagelænede numre med rigelig plads til fordybelse.

Gruppen består af: Jesper Mosevang Madsen (vokal og keyboard), Bo Nilsson (bas), Per Mousing (trommer), Niels Bachman (guitar).

Memories of You - Swing med gedigen kvartet

Jazzevergreenen Memories of you blev skrevet og spillet første gang for 89 år siden i USA. Melodi og sang har været et stadig tilbagevendende hit hos både vokalister og instrumentalister. Derfor er det et godt valg kvintetten Memories of you har taget.

Kvintetten er opstået fra øens musikalske muld og består af Olav Harsløf på klarinet, Jens West (guitar), Erik Lindblad (el- og kontrabas), Michael Juul Hammarlund (piano), og Jan Fahrenkrug (trommer).

Harsløf kendes på Bornholm fra sin tid med Havz Jazz og en række foredrag om jazz, men han har også været med til profilere jazzen i det nordjyske hvor han en overgang var gymnasierektor og senere blev rektor for Det rytmiske Musikkonservatorium i København. Erik Lindblad slår ofte sine musikalske folder med pianisten Carsten Lund (som man også kan høre ved dette års festival), mens Michael Juul Hammarlund, der underviser ved Bornholms Musik- og Billedskole i saxofon, klarinet og klaver, kendes fra sin tid i bigbandet SwingBorn. Kvartetten optræder fredag den 2. august på torvet ved Kvickly og vil divertere med gedigen swingjazz.

Jazzkvartetten - Kvartet med inspiration fra hele verden

Med udgangspunkt i musik skrevet af komponister fra Sverige, Danmark, Afrika, Brasilien og Spanien spiller Olavs Kvartet allehånde slags jazz.

Der er altså tale om en global musik med jazzfeeling. Alle sammen krydret med standardnumre fra jazzens (store) verden.

Kvartetten består af Andreas Westh (trommer), Allan Werenberg (bas), Niels Jespersen (saxofoner) og kapelmester Olav Elvang på piano.

Økuller - Ny Bornholmsk trio med nyere rytmisk musik som basis

Gruppen består af følgende: Louis Claxton(guitar), Karin Rødvig(sang, guitar og ukulele), og Allan Wehrenberg (bas). Allan spiller med mange forskellige musikere. Han er autodidakt bassist med blege ben. Louis Claxton er uddannet på Rotterdam Musikkonservatorie og har spillet på Flamingo skole i Spanien. Karin Rødvig har modtaget privat undervisning i sang i flere år hos forskellige sangere som bæ.a. Hanne Bohl. Lige nu går hun til opera undervisning hos Ursula Bambuch i Gudhjem. Karin har gået på Sang Akademi og Jazz Akademi under Rytmisk Center i KBH, og hun har en rytmik uddannelse hun har taget i KBH hos Lotte Kærså.

BørneJazz - Jazzen er også for de yngste

Gennem nu flere år har Nexøboen Karen Rødvig stået for en musikalsk åbning af ØstersJazz Festival. Det gør hun atter i år, fredag formiddag den 03. august klokken 09.30.

Hun har været en energisk primus motor i etableringen af jazzmusik for de mindste i Nexø og omegn - primært fra stadens børneinstitutioner, men alle unge og barnlige sjæle er selvfølgelig velkommen.

Atter i år vil der komme sprælske toner fra scenen på Nexø Torv.

Taesk' - TÆSK til musikken

Taesk' bobler af musik der ligger "godt i rillen" som kapelmester Staffan Hallroth bramfrit udtrykker det og fortsætter: "som groover. Vi kommer funk-soul-jazz-rock-latin i blenderen og tænder for strømmen. Og den selvfremstillede musik der kommer ud, er pulserende, energisk, legende, funky og lidt speciel - på den gode måde".

Bandets musikere er alle hentet rundt om på Bornholm: Andreas West fra Allinge trakterer keyboard, trommer og perkussion. Jacob Christiansen fra Nexø på bas, Nikolaj Løngreen fra Aarsdale på trommer og endelig Staffan Hallroth fra Rønne på trombone og perkussion.

I vinterens løb har kvartetten givet flere koncerter rundt om på øen.

Havz Jazz - 26 år med den traditionelle jazz

På mange forskellige spillesteder og gennem mere end 26 år har bornholmske Havz Jazz opnået en spillemæssig slidstyrke og homogenitet. Disse, parret med at sekstetten altid leverer glad og medrivende traditionel jazz, har skaffet bandet mange trofaste tilhængere.

Flere inspirationsrejser rundt om i Europa har lyd- og scenemæssigt gavnet medlemmerne.

Line up er: Ole Lyngberg (bas), Finn Bidstrup (trommer), Ebbe Hansen (trompet), Ole Harsløf (klarinet), Tom Jensen (banjo, vokal) og Uffe Nielsen (tenor- og sopransaxofon).

Havz Jazz indleder deres koncerter fredag d. 3. august på Trekanten ved Nexø Havn;lørdag på scenen ved Kvickly og søndag i Sommefugleparken. Sommerfugleparken.

Papa Alfredo - Flamencojazz åbner op for nye klangmuligheder

Med flamencojazzen danner to stilarter en kraftfuld symbiose.

Flamencojazzen blev i løbet af 1960erne og ´70erne gjort kendt gennem navne som Paco di Lucia, Camarón de la Isla og, vel mest kendt, Django Reinhardt. Det var en ny bølge som mange musikere hurtigt fik ørene op for og man begyndte at kombinere flamencoen med vestlige harmonier der var kendetegnet ved instrumentalmusik baseret på komplicerede teknikker og i de traditionelle jazzsekvenser tilføjede man improviserede soli. En ny verden af klanglige og rytmiske muligheder åbnede sig. Kvartetten Papa Alfredo så dagens lys i 2017 og består af Kristoffer Grønbech (guitar), Niels Jespersen (saxofoner), Alan Werenberg (bas) og Lars Holmsted slagtøj). Kvartetten suppleres med guitaristen Claudi Mogensen.

Sammen med Frits Madsens Orkester og Swing ’n’ Bossa tyvstarter Papa Alfredo ØstersøJazz torsdag den 1. august på Nexø Torv.

Dragkedjan - Festivalens husorkester

Med fem koncerter ved ØstersøJazz Festival er svenske Dragkedjan (: lynlåsen) ubetinget det orkester med flest engagementer. Det skyldes ikke mindst at Dragkedjan gennem mange år har været festivalens husorkester.

På repertoiret finder man de typiske jazzstandarder, men også svenske og danske viser der fortolkes med et humoristisk og homogent tvist.

Sin nuværende sammensætning fik "Lynlåsen" i 1980erne, siden har den medvirket i mange og meget forskellige sammenhænge. Turneer i, foruden hjemlandet, Finland, Tyskland, Polen, Estland og, naturligvis, Danmark.

Man finder Magnus "Figge" Milton på banjo. Johan "Börje" Ahlqvist på klarinet og saxofon, Ulf Darinder på trombone og sang, Uno Hellgren på trompet og sang, Kjell Wallnäs på sousafon, et sjældent instrument i jazzmusikken, Rune Kälèn på piano og Bengt Svensson på trommer.

I 2006 fik Dragkedjan Jazz Band og Hällevik Tradjazz som sekstetten er medstiftere af, Sölvesborgs Kommunes Kulturpris.

Fredag den 3. august giver sekstetten to koncerter, henholdsvis på Nexø Torv og på Balka Søbad.Lørdag på Nexø Torv, lørdag aften på Hotel Balka Søbad og om eftermiddagen i Sommerfugleparken.

Vuvuzela - Bornholms eneste fusionsjazzorkester

Med fortolkninger af blandt andre Yellow Jackets, Mike Stern og David Sanborn lægger kvintetten sig i sporet af kendte amerikanske jazzfusionsfortolkere, og samtidig adskiller bandet sig dermed markant fra de gængse gamle standarder.

Den danske guitarist Mikkel Nordsø kan også genkendes i musikken. Det er Morten Schwennesen der styrer disse indlæg. Guitaristen er førder, dvs. tilflyttet øen, og dermed er det naturligt at han også slår sine musikalske folder i gruppen The Förders.

Niels Jespersen, tenor- og sopransaxofon har været aktiv på den bornholmske musikscene gennem mange år. Han har spillet med i funkbandet Flux, med Sverre Bay og Meyers Kvartet og NowHere.

Allan Jensen sidder bag trommerne. Han har gjort strejftog gennem poppen, salsaen, rocken og gospelmusikken. Spillede i syv år i bornholmske Salsa Tropicos.

Allan Werenberg (el- og kontrabas) var med i jazzkvartetten Fem over Jazz, har spillet i Salsa Tropicos og er en ung musiker hvis spil stadigt udvikles.

Endelig mestrer Simon Lund Koefoed det opretstående. Han har stiftet bekendtskab med genrerne rock, pop og soul, men det er fusionsjazzen der optager ham nu.

Om musikken skriver kvintetten: " Vuvuzela spiller jazz med variation - nogle numre er lidt nordiske i det - andre latin/funk eller verdensmusikagtige. Det er instrumental musik med stram styring af tema og fri leg i solipassagerne".

Frits Madsens Orkester - En helt lokal kvartet

Selv om Frits Madsens Orkester – eller FMO blandt tilhængerne – blot har eksisteret i 2-3 år, er kvartetten sat sammen af garvede musikere der har været med i gamet gennem adskillige år.

Med udgangspunkt på Christiansø og omegn og gradvise ekskursioner til det bornholmske fastland har orkestret fået en voksende fanskare. Det er Frits Madsen på harmonika, et instrument man har kunnet høre ham på ved et utal af arrangementer på Danmarks østligste ø. Frits Madsen er også medlem af Østersøens Perler.

Jacob Mogensen svinger guitaren; han kender Frits Madsen helt tilbage fra 1979 hvor de spillede sammen i Aarhus, men Mogensen har også flere gange assisteret Frits Madsen ved koncerter på Christiansø.

Saxofonisten Henrik Jespersen begyndte sin karriere inden for musikken med banjoen med hvilken han akkompagnerede Frits Madsen. Saxofonisten har tidligere spillet big band jazz, været medlem af Ibsker Soul Service og Østersøens Perler.

Klaver og elbas var instrumenterne i begyndelsen for kvartettens sidste medlem, Niels Jensen. Efter at have stiftet bekendtskab med musikken på Christiansø, blev elbassen skiftet ud med en kontrabas. Niels Jensen spiller også gerne sousafon. I mange år var han medlem af Carlsberg Brass Band.

Borsalino - Musik og hattemode

I 1857 grundlagde italieneren Guiseppe Borsalino det hattefirma der stadig i dag regnes for at verdens førende inden for denne hovedprydelse.

Hvorfor denne indledning? Jo, når kvartetten Borsalino entrer scenen flasher de alle deres fine hatte. Årsagen er at Erling Bernhoff (klaver) allerede var den lykkelige ejer af en sådan hat da gruppen blev dannet hvorfor de øvrige medlemmer naturligvis også måtte eje en sådan.

Udover pianisten består kvartetten af Esben Bagger (kontrabas), Finn Bidstrup (trommer), Signe Kofoed (vokal), kendt fra trioen Satin Dolls og hun alternerer eller er i duo med vokalisten Ann Sonne. Erling Bernhoff og Esben Bagger har spillet sammen i tre år mens førstnævnte og trommeslageren har kendt hinanden i en årrække.

Borsalino spiller i Sommerfugleparken fredag den 3. august klokken 15 og på Brugsetorvet den følgende dag, ligeledes klokken 15.

Swing'n'Bossa - Anderledes Bossa Nova

For tredie år i træk kan ØstersøJazz Festival igen byde varmt velkommen til Swing ’n’ Bossa som er gået fra at være en kvartet til nu at være et orkester på 7 medlemmer: Lars Randorff Nørgaard (klaver), Uffe Nielsen (saxofoner), Franz Bomberg (trompet) Jakob Bondo (kontrabas), Svend-Erik Nielsen (guitar), Per Mousing (trommer), Julie Brammer (sang).

Bornholms Saxofonkvartet - Lokale blæsere

Bornholms Saxofonkvartet opstod for godt tre år siden med udgangspunkt i Rønne Byorkester.

Kvartetten består af Ebbe Torgersen, sopran og altsax og musikalsk leder, Lis Pedersen, altsax, Heidi Petersen, tenorsax og Margrit Skott, barytonsax.

2017 var et meget travlt år for saxofonkvartetten, hvor de spillede til bryllup, guldbryllup (billedet er taget herfra), runde fødselsdage og som tilbagevendende indslag på Store Torv i Rønne.

I år har de ligeledes været et fast indslag på Store Torv. De spiller på plejehjem og til Ældresagens arrangementer. I 2019 skal de også spille til Ældresagens generalforsamling. Derudover har de spillet flere gange i Skt. Nicolai Kirke, blandt andet julekoncert i juleugen de sidste 3 år.

Til koncerten d.3.8. spiller Bornholms Saxofonkvartet jazz (bl.a. Duke Ellington, Dick Rogers, Marvin Fisher), rag time, Piazzolla, og lidt klassisk (Tchaikowsky, Fauré, Shostakovich) – et dejligt blandet repertoire.

SVNLS - Nye toner

Passion for musikken og drømmen om en musikkarriere var det der bragte Jonas Brandt-Jensen og Jonathan Weinreich Petersen sammen om deres fælles projekt SVNLS.

SVNLS forsøger aktivt at bruge deres inspirationskilder i deres musik. De skaber en kulmination af forskellige kunstnere og dermed deres egen ”sound”. Navnet SVNLS kom til da bandet ofte sidder og producerer deres musik, til langt ud på natten. Søvnløse og ivrige efter at udtrykke deres musikalske budskab. Ø’erne blev derefter fjernet, for at give det et mere internationalt præg. På den måde opstod navnet SVNLS.

SVNLS gik fra at producere musik på et lille værelse, hvor de brugte en madras, som lydisolering til indspilning af vokal, til en måned senere at stå i studiet med James Thomas og producere deres første single ”Dream Away". SVNLS forsøger hele tiden at presse deres kunstneriske side og komme op med nye interessante ideer i deres musik.

Med sig på scenen i Nexø har de bassisten Frey Frahm Jørgensen.

Carsten Lund Trio - Svingende standards

De der tidligere har lyttet til Carsten Lunds klaverspil må have følt en afslappethed og åbenhed over for hans jazztilgang.

Carsten Lund underviser til daglig på Bornholms Musik- og Billedskole, men har aktivt deltaget i musiklivet på Bornholm i mange år. Han har bl.a. akkompagneret Christina Seest Dam og spillet med SwingBorn.

Erik Lindblad på el- og kontrabas slog engang de musikalske folder i ”Østkraft” og har gennem mange sæsoner spillet med netop Carsten Lund.

Morten Lundt (trommer) medvirkede for fem år siden i Bent Peder Holbechs genopførelse af ”Missa Rotna”, han har medvirket i forskellige revyer og spillet i Burgundia Jazzband, og så har han været fast trommeslager på Dr. Jazz.

Olav og Steen - Duo jazzer på Nexø Havna

Lørdag eftermiddag, den 03. august, kan man give sig hen i jazzede toner på Nexø Havn ved vinbar og spisested H8.

Her spiller pianisten Olav Elav Elvang samen med guitaristen Steen Amstrup. Steen Amstrup er uddannet på Musikvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet og underviste efterfølgende på Det Fri Gymnasium og som lærer på Den Rytmiske Aftenskole. Han har spillet guitar inden for genrer som rock, blues og folk, men de seneste 10-15 har været brugt på forskellige udtryk i jazz- og latingenren.

Olav Elvang har været en kendt musikpersonlighed på Bornholm gennem mange år. Han har været foregangsmand for flere jazzbands, blandt andet Nowhere og gennem de seneste år som kapelmester for kvartet- og triokonstellationer med lokale bornholmere. I denne sammenhæng optræder han ved flere koncerter på ØstersøJazz Festival under navnet Jazzkvartetten.

Johnny Walter/Rasmus Hecter - Rundt om bluesen

Johnny Walther bliver blandt kolleger kaldt Bornholms svar på den amerikanske vokalist Willy Nelson. Og noget er der sikkert om betegnelsen, for Walthers røst er både rå og sjælfuld, med nerve og intensitet.

I 1984, ved ankomsten til Bornholm, stiftede Johnny Walther Krølle Bølle Band. Senere dannede han Masque Division inden det i 1993 blev til Johnny Walther Band der stadig, i forskellige konstellationer, er sprællevende.

Ved denne lejlighed har Johnny valgt at have bassisten Rasmus Hecter med sig på scenen. Rasmus som har spillet sammen med Johnny ved mange lejligheder.

Sverre og Wilhelm - Rytmisk jazz på havnen

Sidste år fyldte Sverre Bay 80 år. Det betyder dog ikke at jazzmusikken er lagt på hylden.

Efter at han var flyttet til Bornholm blev han hurtigt kendt i jazzkredse som en dygtig og kompetent musiker. Sverre, som han blot kaldes i det daglige, har været indehaver af flere jazzværtshuse i Rønne: Sverres Swing Café og Doctor Jazz.

Ved koncerten søndag den 4. august ved H8 på havnen i Nexø akkompagneres han af Wilhelm på guitar